Kvinder er UFO'er


  1. Kvinder er UFO'er
  2. Damen
  3. Næsen Lyt til "Næsen" (.wma)
  4. Mette Lysemose Lyt til "Mette Lysemose" (.wma)
  5. Vals for Harry
  6. Bag Madsen
  1. Søren Thorst 4-ever
  2. Livet er et antændt græsstrå
  3. Finns store dag Lyt til "Finns store dag" (.wma)
  4. Hun gik s'gu'
  5. Sasut Søren kommer forbi
  6. Ra-ba-dæh
 

Anmeldelser:

Aalborg Stiftstidende, oktober 1996 (Ove Nørhave)

Gakket og grum.

Fra Svenstrup syd for Aalborg kommer den 28-årige sanger og sangskriver Ulrik Nørgaard med en blanding af viser, folkrock, luftig pop og Kabaret, båret af flotte melodier med gode detaljer, ikke mindst lækre kor.

Nørgaard og hans faste hjælper, medproducer og altmuligmand Jesper Bylling er gode til at finde ind til kernen af en stærk fængende melodi - og som oftest tilføre den lige det, den kan trække.

Musikalsk spænder planden fint fra intim café-visesang over folk og vals til mere regelret pop uden at blive dansktop. Det hindrer ikke mindst teksterne, der rækker næsten overmenneskeligt vidt. Fra gakket til grumt.

Fra det rene pjat i "Næsen" om en mand, der lever sammen med en næsebjørn, og "Finns store dag" om jagten på varer over sidste salgsdato over en stribe bitre parforholdssange til dels en hyldest for en bedstefar "Vals for Harry", dels en isnende tekst om livets meningsløshed "Livet er et antændt græsstrå" - alene titlen! Man kan blive helt stakåndet af de bratte spring fra hurtige smil til rynkede bryn.

 
Vendsyssels Tidende, fredag den 11. oktober 1996 (Hasse Boe)

Sværmeriske sjæle og musikalske drømmere får guf for pengene på debut-skiven med sympatiske Ulrik Nørgaard. Stilmæssigt spænder den 28-årige nordjyde fra folk-rock over pop til rendyrket visepoesi, og toneuniverset er guitar-domineret og udpræget akustisk…..lytter man nærmere, åbner sig en både skæg og poetisk viseverden med hjembyen Svenstrup som udkigstårn…….stærkest er Ulrik Nørgaard i de følsomme, lyriske portrætter af bedstefaderen og af kvinden i sangerens liv.

 
Jyllands-Posten, den 15. oktober, 1996 (Søren Chr. Kirkegaard)

Ulrik Nørgaard er en spøjs fætter. Det afspejler sig også på hans debut-CD, som er fuld af finurligheder og skæve indfald. F.eks. en umanerlig gakket afslutning, som først kommer flere sekunder efter næstsidste nummer, og som præsenterer en person ved navn Sasut Søren, som i godt 3 minutter henholdsvis skråler "Ra-ba-dæh" og griner ubehersket.

De øvrige numre er knapt så gakkede, men det er tæt på et par gange. F.eks i den ironiske "Bag Madsen" om den indre svinehund med indlagt "nazi-kor".

Et gennemgående tema på pladen er kvinderne, og den kryptiske titel skal næppe opfattes som en kompliment. Ifølge Ulrik Nørgaard er parforholdet nærmest at sammenligne med en guerillakrig.

Ulrik Nørgaard skriver selv sine tekster og melodier, og stilistisk veksler han mellem pop og viser med tilløb til folk/rock. Et forfriskende pust fra Limfjorden….

 
Århus Stiftstidende, den 3. oktober, 1996 (Steen K. Rasmussen)

...at nordjyder besidder en særlig evne til at forene musikalitet og en højtudviklet sans for humor, er Niels Hausgaard og Allan Olsen bare et par af mange eksempler på. Ulrik Nørgaard er endnu en sanger, der skriver i den særlige nordjyske stil og hans fortid fornægter sig ikke på debut-pladen.

Teksterne er stemningsbilleder af Danmark - og især Nordjylland - anno 1996. Her er sange om det besværlige samliv, hyldestsange til kæresten og et par sange, hvor humoren ikke bare skinne igennem, men helt tager over. "Næsen" er en barok lille sang, om en mand med et forkvaklet sexliv, der omfatter hang til gasarter, ting og dyr.....